Flyvningens Dag

Lørdag den 29. august på HCA Airport

Drømmer du om at komme tættere på flyvning? Så er Flyvningens Dag stedet at være.

Som en del af Flight Fantastic Festival kan du møde flyveskoler, luftsportsforbund, piloter og folk fra luftfartens verden. Du kan komme tæt på flyene, stille spørgsmål og høre mere om vejene ind i luftsport, pilotuddannelse og flyvning som hobby eller karriere. Du kan også høre en række foredrag.

Ønsk en introduktionsflyvning

Har du en flyverdrøm i maven? Det gælder dig, der drømmer om at blive aktiv i en luftsportsgren – eller måske sigter mod en karriere som civil pilot eller pilot i Flyvevåbnet.

På Flyvningens Dag kan du ønske at komme med på introduktionsflyvning. 

✈️ Se mere og indsend dit ønske her

Program

Dagen er for både nysgerrige familier, unge med pilotdrømme og alle, der bare gerne vil mærke stemningen omkring fly, luftfart og historiske miljøer på HCA Airport. 

NB: Forbehold for ændringer

Foredrag

Lørdag eftermiddag vil du kunne opleve et antal stande fra de forskellige flyveskoler og luftsportsunioner.

Disse vil i udgangspunktet være bemandede lørdag og søndag, og her kan man også opsøge hjælp og inspiration og få svar på helt personlige spørgsmål.

10:00-16:00

Mød flyveskoler og luftsportsforbund

Mød flyveskoler og luftsportsforbund på pladsen. Her kan du få svar på dine spørgsmål om flyvning, luftsport, uddannelse, certifikater og de første skridt ind i luftfartens verden.

10:00-16:00

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste

Kom helt tæt på et pansret køretøj og mød Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.

Hør om de mange muligheder for job, læreplads og uddannelse i Forsvaret – både som civil og militær.

10:00-16:00

Fly på pladsen

Kom tæt på en række fly og tal med folkene omkring dem. Her kan du se maskinerne på nært hold og høre mere om, hvordan de bruges.

12:00-12:30

Kunstflyvning, måske den ultimative måde at flyve på

Kan man flyve som en fugl? Hvordan kan en flyvemaskine flyve på hovedet? Eller baglæns? Lyt til hvordan man kommer i gang. Er det svært? Er det farligt? Hvilke maskiner kræves der? Kan man blive dansk mester eller verdensmester? Eller kan man være på dommerlinjen? og meget, meget mere.

Foredragsholder: Lars Najbjerg, en af Danmarks absolut bedste kunstflyvere.

12:40-13:10

Den smukkeste flyvning … svæveflyvning og den videre drøm

Hvad er fascinationen ved at svæveflyve? Hvordan – og hvor tidligt – kan jeg starte som svæveflyvepilot … og kan det være et springbræt til Flyvevåbnet … eller en anden professionel karriere?

Foredragsholdere: Nicolai Bech og Daniel Risbjerg – der nu er på vej mod en professionel karriere i Flyvevåbnet (hhv. Hercules/Challenger og helikopter).

13:20-13:50

Pilot i Flyvevåbnet … hvordan kommer man i gang?

Hvor svære er optagelsesprøverne? Kan man selv vælge, om man vil flyve jager, transport eller helikopter? Hvor længe binder man sig? Hvad er sandsynligheden for at komme igennem grundskolen/nåleøjet? Hvilke roller har det danske flyvevåben i øjeblikket …

Foredragsholdere: Pilot/instruktør Magnus ”NEG” og HAK

14:00-14:30

Fascinationen ved faldskærmsspring

Drømmer du om at svæve frit som en fugl? Eller er du bare nysgerrig? Deltag i et foredrag med Odense Faldskærmscenter og hør, hvordan du kan komme i gang med faldskærmsspring! Vi fortæller om de første skridt, de omkostninger, der er ved at starte, og de utrolige oplevelser, der venter dig i luften.

Foredragsholder: Jacob Bisgaard Sparvath

14:40-15:10

Ultralet flyvning … en motoriseret drage eller en rigtig flyvemaskine?

Hvordan får man certifikat til en ultralet maskine? Og hvordan bygger man sit ultralette fly? Hvad kan et UL-fly i forhold til en ”normal” flyvemaskine? Hvor dyrt er det at vedligeholde et UL-fly? Og meget mere …

Foredragsholder: Kevin Als

15:20-15:50

Civil luftfartsuddannelse – Center Air

Hvilke modeller er der for at blive professionel pilot? Forskellige skolemodeller. Hvad koster det? Hvordan kan man finansiere uddannelsen? Hvor lang tid tager det, før man kan have et betalt pilotjob? Hvordan er jobsikkerheden … osv.

Foredragsholder:  Frederik Melbye (22 år), der nu er et år inde i uddannelsesprogrammet, holder indlæg.

16:00-16:30

STOL-flyvning – når landingsbanen ikke findes

Hvor lander man, når der ikke er nogen landingsbane?

Torben Redder flyver STOL – Short Take-Off and Landing – og opsøger steder, hvor de fleste piloter aldrig ville drømme om at sætte et fastvinget fly ned.

For Torben handler det ikke om at tage unødvendige chancer. Det handler om forberedelse, erfaring og om at være klar til den mission, man har sat sig for. “Be prepared for the mission.”

Glæd jer til lidt ekstra … hvis tiden tillader: Torben Redder – der er medlem af Eventyrernes Klub – bevæger sig ikke blot i lufthavet. Torben tager spændende ”ture” langt under jorden for at udforske og kortlægge nogle af verdens største hulesystemer. Hør, hvordan han f.eks. hænger på 1.000 meter lodrette klippevægge … under jorden.

Militærhistorie gennem 1000 år

10.00-16.00

TELEFGRAFHISTORISK SAMLING /FØRINGSSTØTTEREGIMENTET

Se militærkøretøjer, fjernskrivere, kodemaskiner, radioudstyr, antenner, telefoner og meget mere på pladsen. Udstillingen viser udstyr fra den kolde krig, hvor forbindelser og elektronik havde stor betydning på kamppladsen. Meget af udstyret fungerer stadig.

10.00-16.00

Blue & Grey Denmark

Mød Blue & Grey Denmark på pladsen og hør om borgerkrigen i USA i 1861. Soldaterne fortæller om våben, uniformer og procedurer fra perioden.

10.00-16.00

Historisk Rollespilsforening Besættelsen

Foreningen udstiller genstande og udstyr fra besættelsestiden. De portrætterer blandt andet 170. infanteridivision, Deutsches Rotes Kreuz, tyske officerer og en propagandaenhed.

10.00-16.00

Danish Garrison – 501st Legion

Mød Danish Garrison – 501st Legion, der bringer Star Wars-universet til live med imponerende, håndlavede kostumer. Figurerne går rundt på pladsen, og du kan få selfies med dem og besøge deres stand for at høre mere om arbejdet bag kostumerne.

10.00-16.00

Reenactment-grupper og udstillere

Besøg reenactment-grupper og udstillere i området ved HCA Airport. Her kan du gå tæt på historiske miljøer, udstyr og fortællinger fra flere tidsperioder.

10.30-16.00

Besættelsesmuseum Fyn

Besættelsesmuseum Fyn holder åbent.

13:00-16:00

Garderhøjfortet

Garderhøjfortet formidler historien om livet på Københavns Befæstning under første verdenskrig. Kom og se de historiske våben og prøv at mærke hvor tunge de er.

De særligt modige kan trække i lægekitlen og hjælpe med at operere kugler ud af benet på en stakkels såret soldat.

13:00-16:00

DAFARO

Oplev to ambulancer - en VW Caravelle fra AIREVAC og en Mercedes Sprinter - fra akutberedskabet på landets flyvestationer.

Disse køretøjer bruges landet rundt af et hold med læger, sygeplejersker og specialuddannet personale. Kom og få målt dit blodtryk, få et plaster på og få en snak med det aktive personale.